
Hvem, hvad og hvor er Bornholms Linux User Group?
Vi er en forening af ildsjæle (nørder om i vil), der forsøger at fremme udbredelsen af Linux, det frie (alternative) styresystem. Alt det MS Windows kan, det kan Linux også.
Vi ser det som vores hovedopgave at udbrede kendskabet til Linux ved afholdelse af såkaldte Install-party's og Work-shop's hvor interesserede kan komme og se hvad der rører sig i Linuxverdenen. Aktivitetsniveauet er som regel højest i vintermånederne, hvor der udsendes nye opdateringer af de store distributioner så som "Debian", "Fedora", "Mandriva", "Slackware", "OpenSuSE" samt et nyt skud på stammen "Ubuntu" som er de mest kendte. Et godt sted at se hvad der sker udviklingsmæssigt er på http://distrowatch.com der dagligt opdateres og omfatter hovedparten af de Linux-distributioner der produceres i verden i dag. Udviklingen går så stærkt i Linuxverdenen, fordi det er udviklere over hele kloden der arbejder sammen om, at udvikle nye programmer og videreudvikle eksisterende, samt finde løsninger på opståede problemer. Intensiteten gør, at der ikke går lang tid før et problem er løst, og der udsendes en opdatering til afhjælpning af dette. Linux er arbejde i konstant udvikling, det ligger aldrig stille, og det er det der gør det så spændende at arbejde med.
Har du selv mod på at deltage i udviklingen, kan du udsøge dig et project, starte dit eget, eller tilmelde dig en gruppe og således sætte dit præg på de kommende resultateter. Der er altid brug for oversættere til dansk sprogpakke, så det vil være nærliggende at starte der, og så se hvad fremtiden bringer.
Vores faste tilholdssted er Bornholms Centralbibliotek, og vi kører forskellige tiltag 4 - 6 gange om året, hvor vi tager emner op der kunne have interesse, for nye brugere og for brugere der har puslet lidt med Linux . Hvis der er medlemmer af BLUG ude på øen, der ønsker at afholde Install-party eller Work-shop i deres hjemby, og kan samle et antal personer, stiller vi os gerne til rådighed.
Medlemmer af Bornholms Linux User Group er registreret i en database udelukkende med et navn og en mailadresse, og vil når der afholdes install-party og/eller work-shop modtage en indbydelse i deres mailbox. Ligeledes hvis vi finder anledning til at udsende særskilt nyhedsbrev. Dette forum forventes efter denne dag, at indeholde relevante oplysninger om hvad der rør sig på Bornholm.
Hvis du føler det er tid til forandring, så mød op og se hvad der er gang i. Du bliver ikke skuffet.
Med Linux hilsen
Bestyrelsen
Bornholms Linux User Group